Skrevet af: Andreas Johannsen
Dato: 24/3-2016
HTC Vive er en af de 3 store high-end udbydere af VR, der udkommer i 2016. Lanceringsdatoen er sat til den 5. april i år, og der er allerede nu kæmpe forventninger til HTC Vive. Spørgsmålet er så, om produktet kan leve op til forventningerne?
VR Guide score

Plus
- Høj indlevelse/immersion
- Komplet sæt med tracking
- Positional tracking
- Bedste VR produkt i skrivende stund
Minus
- Høje krav til PC
Opsummering
Hvis du vil have den bedste virtual reality oplevelse i år, må du nok se i øjnene, at du skal investere i et high-end headset som er tilsluttet en stationær og kraftfuld pc. En af disse muligheder kunne være HTC Vive. Modsat de 2 andre high-end headsets, Rift og Playstation VR, giver HTC dig en ekstra dimension, idet du nu kan bevæge dig frit omkring. Du vil altså ikke længere sidde stationært, men har mulighed for at bevæge dig i et parallelt univers.
Anmeldelse HTC Vive
Vive er utvivlsomt den mest avancerede VR-pakke, der indtil videre kommer på markedet i 2016. HTC Vive består af en samlet pakke, bestående af VR briller, controllere og 2 små sorte bokse (også kaldet base stations). Disse bruges til at spore dine bevægelser i rummet. HTC boksene er ikke kun med til at tracke, når du bevæger hovedet, men også når du bevæger hænder, flytter kroppen og interagerer med ting i den virtuelle verden. Dette gøres muligt via laser fra de sorte bokse, som arbejder sammen med headsettet og controllerne, du har i hænderne. Den bedste oplevelse får man, hvis de 2 små bokse placeres diagonalt i hver sin ende af rummet. Den optimale størrelse for rummet er 4,5 meter.
HTC Vive har en indbygget funktion, der på engelsk hedder chaperone, som betyder, at du undgår at støde ind i ting i rummet, når du er midt i en VR oplevelse. Nærmere præciseret dukker der et gitter op i den virtuelle verden, når du er tæt på at ramme væggen eller andre genstande i rummet. En fed feature, som ingen af de andre high-end udbydere tilbyder.
I modsætning til Oculus har HTC ikke noget indbygget headset, men der følger dog nogle helt almindelige hovedtelefoner med.
En af de få ‘ridser i lakken’ jeg kan få øje på ved HTCs pakke, er de 5 meter lange ledninger, der hænger ud fra headsettet. Ledningerne har selvfølgelig en nødvendig funktion og skal bruges til en high-end computer for at få de bedste oplevelser. Mens alt andet ved HTC ser elegant ud, kunne dette måske have været lavet lidt mere elegant.
En anden funktion HTC også har udviklet, er et frontvendt kamera på headsettet. Dette giver dig et blik ud i den fysiske verden, så du kan manøvrere uden om sofaen og undgå at tage headsettet af, hvis du skal føre en samtale.
Krav til PC
Ligesom ved Oculus Rift kræves der også med HTC Vive en kraftfuld PC for at få den fuldendte VR oplevelse.
VR Software/indhold
Indholdet kan inddeles i følgende tre kategorier.
- VR – 180 og 360 graders video
- Video, der er optaget med en speciel type kamera.
- Kan f.eks. give dig oplevelsen af at sidde på stadion og se dit favorithold vinde mesterskabet eller at se musicalen ”Phantom of the Opera”.
- VR Oplevelser
- Animerede oplevelser.
- Kan f.eks. tage en dig på en lærerig rejse ud i universet eller tage dig med på en tur i den vildeste rutsjebane.
- VR Spil
- Computerspil, hvor du typisk placeres inde i spilverdenen.
- Kan f.eks. være at styre et rumskib eller dig selv rundt inde i spilverdenen.
Nedenfor har jeg givet eksempler på 2 spil til HTC Vive
Time Machine VR
Spillet tager dig tilbage til Jurassic Park/dinosaurtiden, hvor det er din opgave er at finde DNA til at bekæmpe en igangværende virus med. Spillet er kompatibel med Oculus Rift og HTC Vive. Spillet er klart, når HTC Vive lanceres i april og koster 19.99 euro, svarende til ca. 150 kr.
Job Simulator
Spillet foregår i 2050, og robotterne har overtaget vores jobs. Her skal du “lære”, hvordan det var at have et “rigtig arbejde”. Du får for alvor lov til at bruge dine virtuelle hænder og bevæge dig rundt i rummet. Du har mulighed for at putte ketchup på din hotdog på Fast Food restauranten, fylde kaffe i koppen på kontoret eller skære agurker i køkkenet. Prisen er ikke annonceret endnu.
Pris HTC Vive
Man kan allerede nu forudbestille HTC Vive VR brillen. Det kan gøres via HTC Vives officielle hjemmeside, som du du kommer til ved at trykke på “køb nu” knappen herunder. Prisen for HTC Vive er inkl. told, skat og forsendelse 7.365 kr., hvilket er ca. 2.100 kr. dyrere end Oculus Rift.
Konklusion
HTC kan, i modsætning til Oculus Rift og Playstation VR, give dig en full scale 360 graders oplevelse, hvor du kan tracke dine bevægelser og bevæge dig frit i rummet. Ved Oculus Rift og Playstation VR kan dine arme bruges, men oplevelsen bliver ikke nær så intens, som når der er positional tracking, og du kan bevæge dig frit omkring. Udover nogle få spil, mangler vi endnu, at de store VR spil og oplevelser fra HTC Vive udkommer. HTC har dog et makkerskab med spilproducenten Valve, hvilket giver store forhåbninger til spil og oplevelser i fremtiden.
Der går nok endnu lidt tid, før der kommer trådløs high-end gaming, så indtil videre må man passe på på ikke at vælte over ledningerne, hvis VR oplevelsen bliver for intens. Endvidere kræver high-end gaming anno 2016 en stor og kraftfuld pc.
Til trods for de små førnævnte minusser opvejes det i høj grad af de betydelige fordele, som HTC Vive har at byde på, og det alle VR entusiaster har ventet på i flere år. Har man pengene og er man vild med VR, så er der ingen tvivl om, at HTC Vive er noget af det ypperste, man kan opleve indenfor VR i 2016.