BOBO VR Z4

Opdateret 9. februar 2022

Bobo VR Z4facebook vrguidedk  twitter vrguide_dk  instagram vrguide.dk  google vrguide.dk  rss

Vi har før været på jagt i Asien efter billige og samtidig gode VR briller. Resultatet af jagten har været flere gode bud, som vi har testet og skrevet om her på siden. Fælles for dem alle har dog været, at de har krævet en controller og høretelefoner, for at man kunne få den rigtige VR oplevelse. BOBO VR Z4 er en komplet VR brille, hvor høretelefoner og controller er indbygget. Det, sammen med en fantastisk optik, god komfort og kvalitet, gør BOBO VR til en af de absolut bedste mobile VR briller, der endnu er lavet.

VRGuide Score
Score_5outof5_b

Plus
  • Indbygget controller
  • Forholdsvis lav pris
  • Bedste synsfelt i klassen
  • Overlegen optik
  • Indbyggede høretelefoner
  • Komfortabel
  • God ventilation af telefonen
Minus
  • Ingen dedikeret VR menu

Opsummering

BOBO VR Z4 er en komplet VR brille, som giver dig en fantastisk VR oplevelse. Den er kvalitetsmæssigt fuldt ud på højde med Homido og Samsung Gear VR. Der hvor Bobo VR Z4 udmærker sig og gør det endnu bedre end de to førnævnte, er med sine indbyggede høretelefoner og med sin indbyggede controller. Controlleren betyder, at mange af de spil og oplevelser, der er udviklet til Google Cardboard, og som kræver en Google Cardboard controller, er fuldt ud kompatible med Bobo VR brillen.

Kombinationen af en komplet VR brille med indbygget controller og en væsentlig lavere pris end konkurrenterne gør BOBO VR Z4 til et af de bedste køb indenfor mobile VR briller. Prisen ligger i skrivende stund på kun 249 kr.

Køb VR Box 2.0

BOBO VR Z4 test og anmeldelse

Første gang vi tog på en virtuel rejse til Kina efter en god og billig VR brille, fandt vi et rigtig godt bud i form af VR Box 2.0. Senere prøvede vi Shinecon og var igen positivt overraskede. På den seneste rejse fandt vi en VR brille, der koster lidt mere, men også samtidig leverer noget af det bedste indenfor mobile Virtual Reality briller, som jeg nogensinde har set. Navnet er BOBO VR Z4. Z4 betyder, at det er fjerde version af BOBO VR brillen. Samtidig fortæller det også, at producenten har en stor erfaring med VR briller. En erfaring som er blevet brugt til at skabe et rigtig godt produkt.

Bobo VR Z4 front
BOBO VR Z4 – man kan skimte ventilationshullerne i toppen af VR brillen, der hjælper med at lede varmen væk

Alt efter hvilken telefon man anvender, har BOBO VR et synfelt, der går helt op til 120 grader. Ved telefoner på størrelse med en Samsung Galaxy S6 eller iPhone 6 får man et ca. 100 graders synsfelt. Ved større telefoner såsom Samsung Galaxy S6+ eller iPhone 6 Plus , kan BOBO VR brillen udnytte den større skærm til at vise et imponerende 120 graders synsfelt. Det er mere end, hvad man får ved de dyreste high-end VR briller. Disse ligger alle på 110 grader.

BOBO VR Z4 kommer med indbyggede høretelefoner i VR brillen. Det virker måske som unødvendigt, da man alligevel har sine høretelefoner fra mobiltelefon. Min erfaring siger dog, at jo færre ledninger og jo mindre omstændigt, det er at bruge en VR brille (eller et hvilket som helst andet produkt), des mere får man det også brugt. Producenten af BOBO VR har muligvis tænkt det samme, og er nok blevet inspireret af Oculus Rifts indbyggede høretelefoner. Og hvorfor ikke lade sig inspirere af producenten af en af de absolut bedste og dyreste VR briller? Resultatet taler i hvert fald sit eget tydelige sprog – BOBO VR Z4 er efter min mening en af de klart bedste mobile VR briller, man i øjeblikket kan købe.

Ligesom ved alle andre VR briller har du en række indstillingsmuligheder, som gør, at du kan tilpasse VR brillen til dine øjne. Vi er alle unikke, og det er placeringen af vores øjne også. Derfor kan du indstille, hvor langt linserne sidder fra hinanden, ligesom du også kan indstille, hvor tæt de skal sidde på dine øjne. Den sidste mulighed nævnt gør, at du kan undgå at bære briller inde i headsettet.

Indbygget controller

En af de ting der gør at BOBO VR Z4 skiller sig ud, er som sagt den indbyggede controller. Du kan skrue op og ned for lyden på selve VR brillen, hvilket betyder, at du undgår at skulle tage telefonen ud af VR brillen, skrue op/ned for lyden og så montere den igen. Mange af de apps der er lavet til VR oplevelser, er lavet specifikt til Google Cardboard (de fungerer også til iPhone). De kræver dog alle en OK knap på VR brillen, for at man overhovet kan bruge dem. Det har BOBO VR Z4.

bobovrz4_3
Både en volumen- og OK-knap med flere indbyggede funktioner.

Bedre end Samsung Gear VR?

Når vi er oppe på dette niveau, giver det pludselig mening at sammenligne brillen med kongen af mobile VR briller, hvilket i øjeblikket må siges at være Samsung Gear VR. Med Samsungs VR brille får man et skræddersyet VR styresystem, som starter, når man monterer telefonen i VR brillen. Dog betyder det også, at man er låst, og ikke umiddelbart kan prøve de mange Google Cardboard apps, der findes i både Google Play og Apples App store. Desuden er den største ulempe ved Samsungs produkt, at man kun kan bruge det, hvis man har en af de nyere Samsung telefoner, dv. Galaxy S6/S7 eller Note 7. BOBO VR Z4 har ingen af disse begrænsninger og er kompatibel med alle telefoner – både iPhone og Android.

Derudover har BOBO VR Z4 indbyggede høretelefoner, noget som det ellers indtil nu kun har været high-end produktet Oculus Rift, der har haft. Den sidste ting jeg vil sammenligne, er synsfeltet – på engelsk kaldet Field of View. Her kan man med BOBO VR Z4 få op til 120 graders synsfelt. Dette er igen svarende til de bedste VR briller i high-end klassen. Det er op til 20 % mere end Samsung og 30 % mere end mange af de billigere VR briller.

Resultatet er en væsentlig bedre og mere indlevende VR oplevelse. Her skal det dog nævnes, at man kun opnår de 120 grader med større telefoner såsom Samsung Galaxy S6+ eller iPhone 6 Plus. Des større skærm des større synsfelt. Hvis du har en telefon på størrelse med iPhone 6 vil du få et synsfelt på de stadig overbevisende 100 grader.

Krav til telefon

VR headsettet er fuldt kompatibelt med både Android og iOS telefoner.

Indhold/Software

Da BOBO VR Z4 er 100% kompatibel med alle Google Cardboard-apps, er der et hav af muligheder for underholdning. Herunder er en, som man helt klart bør prøve.

Within

Denne app hed tidligere Verse, men har skiftet navn til Within. Med denne app har du mulighed for at finde de bedste og mest professionelt producerede VR 360 fortællinger. Der er alt fra animationsfilm, til kærlighedshistorier og dokumentarfilm. Fælles for dem alle er den meget høje kvalitet og underholdningsværdi. Både app’en selv og alle filmene, der både kan downloades og streames, er gratis.

Within VR film
Historier i Virtual Reality

Pris

Den billigste pris vi har fundet på den originale BOBO VR Z4 er 349 kr. Grunden til at det vigtigt at lægge vægt på om den er original eller ej er, at der findes kopier af BOBO VR Z4, som er af en væsentlig ringere kvalitet. Kopierne kan nogle gange kendes på at justeringsskruerne i siden, og de runde ringe på ydersiden af høretelefonerne er grønne i stedet for sølvfarvede.

Køb VR Box 2.0

Konklusion

Jeg er stor fan BOBO VR Z4. Her er der endelig en god VR brille til en god pris, som er nem at bruge, og hvor alt, man har behov for, allerede er indbygget. Slutresultatet er, at VR brillen med stor sandsynlighed ikke havner i hjørnet af skabet, efter at den første VR-fascination har lagt sig.

BOBO har med deres komplette VR brille lavet et produkt, der kan måle sig med Samsung Gear VR, og som klart overgår Homido – vel at mærke til en pris, der er væsentlig lavere. Prisen er dog højere end eksempelvis VR Box 2.0 og Shinecon VR, men disse VR briller har ingen høretelefoner og heller ingen indbygget controller.

Hvis man vil have den bedste VR oplevelse til den bedste pris, bør man efter min mening helt klart gå efter BOBO VR Z4.

DanishSwedishGerman